Udlejning

Udlejningsbetingelserne er følgende:

1. Lejere

Husene kan lejes af alle, der har ansættelsesbrev ved Aalborg Kommune samt pensionister og efterlønsmodtagere der har været ansat ved Aalborg Kommune umiddelbart før de gik over på pension eller efterløn. Pensionister og efterlønsmodtagere kan ikke deltage i lodtrækninger og må tidligst leje 6 uger før det ønskede lejemål.

Det er en betingelse, at lejeren selv er til stede i lejeperioden. Lejeren forpligtiger sig til at melde adresseændring til Feriefonden. Hvis ansættelsesforholdet ophører, skal dette ligeledes meddeles Feriefonden.

2. Skiftetider

Ferieboligerne kan lejes for 1 uge, weekender eller enkeltdage.

Ugeudlejning påbegyndes lørdag kl. 14.00 og slutter lørdag kl. 11.00.

Weekender påbegyndes fredag kl. 14.00 og slutter søndag kl. 11.00.

Enkeltdage påbegyndes kl. 14.00 og slutter kl. 11.00 afrejsedagen.

Ved misligeholdese af ind- og udrejsetidspunkterne, pålægges leje for ekstra dag.

3. Lejemålet er bindende

Feriefonden betragter et lejemål som bindende, når bekræftelsen er afsendt fra sekretariatet.

Hvis en lejer på grund af særlige omstændigheder bliver forhindret i at benytte ferieboligen, skal dette meddeles skriftligt til Feriefondens sekretariat hurtigst muligt og senest 6 uger før lejemålets begyndelse.

Denne annullering koster kr. 500,00.

Hvis annulleringen sker senere end 6 uger før lejemålets begyndelse, skal lejeren betale den fulde leje(dog mindst kr. 500), hvis lejemålet ikke kan genudlejes.

Feriefonden påtager sig intet ansvar for tab som følge af krig, lockout, strejke, naturkatastrofer, epidemier og andre force majeure.

Feriefonden tilbagebetaler ikke leje eller yder erstatning i forbindelse med manglende benyttelse af fondens ferieboliger pga. sygdom og vejrlig.

Feriefonden kan ikke vide, hvornår der bygges eller renoveres på nærliggende ejendomme og kan derfor ikke gøres ansvarlig for eventuel byggelarm under ferieopholdet.

Feriefonden kan ikke gøres ansvarlig for eventuelle insekter i eller omkring ferieboligen, men vil altid forsøge at afhjælpe problemet.

4. Lodtrækning

Lodtrækning til højsæsonen uge 27-33 foregår efter et elektronisk pointsystem.

5. Betaling af leje, forbrug m.m.

Leje, el og vand bliver trukket over lønnen efter endt lejemål. Vindere af lodtrækningen bliver trukket for leje i den løn, der kommer til udbetaling sidst i april måned/først i maj.

Pensionister får tilsendt girokort.

Ret til prisjustering af leje forbeholdes.

6. El og vand

Forbrug af el betales med kr. 3,00 pr. kWh. Forbrug af vand betales med kr. 20,00 pr. døgn.

Beløbene opkræves samtidig med lejen. El-aflæsningsseddel udleveres sammen med nøglen og skal udfyldes. Ved mangelfuld el-aflæsning opkræves et beløb efter skøn.

Ret til prisjustering af el og vand forbeholdes.

7. Nøgler

Nøgler kan afhentes 10 åbningsdage (dog senest 4 åbningsdage) før afrejse, på Feriefondens kontor, Boulevarden 13, 9000 Aalborg. Nøglen/-erne skal hurtigst muligt og senest 5 dage efter endt lejemål afleveres på Feriefondens kontor eller i brevindkastet på Boulevarden 13, Aalborg.  Nøglerne må ikke sendes med postvæsenet eller intern post.

Har en lejer ikke afleveret nøglen senest 5 dage efter endt lejemål, opkræves kr. 1.500,00.

Nøgleafhentning/-aflevering er på lejers eget ansvar.

8. Porto

Husk korrekt porto på forsendelser til Feriefonden. Ved underfrankering opkræves afsenderen postvæsnets giroopkrævning + ekspeditionsgebyr kr. 150,00.

9. Antal personer i husene

Der må ikke bo flere personer i huset end det antal, der er etableret sovepladser til.

10. Grunden

Der må ikke opstilles campingvogn eller telt på Feriefondens grunde. Man forpligter sig til at overholde de til enhver tid gældende vedtægter for den lokale grundejerforening.

Feriefonden sørger ikke for snerydning.

11. Håndværker og vicevært

Under opholdet i Feriefondens huse kan der forekomme besøg af Feriefondens lokale vicevært eller håndværker. Lejeren skal acceptere adgang for Feriefondens håndværkere og viceværter i lejeperioden, ligesom det skal accepteres, at der kan blive slået græs i lejeperioden.

12. Husdyr

Der må kun medbringes 1 husdyr pr. lejemål i de huse hvor det er tilladt, at medbringe dyr.

Dyret må ikke opholde sig i møbler/senge m.v. Dyr må ikke efterlades alene i huset/lejligheden. Man skal selv medbringe tæpper/kurv, som liggeunderlag.

Man forpligter sig ligeledes til en grundig rengøring af huset ved afrejse, ligesom man skal fjerne efterladenskaber på husets grund.

Konstateres der overtrædelser af denne bestemmelse, opkrævet et gebyr kr. 500,00.

13. Afrejse

Lejeren er forpligtet til at aflevere huset i ryddelig og rengjort stand ud fra Feriefondens anvisninger i husene.

Grov mangelfuld rengøring oplyses til vicevært eller Feriefondens kontor straks ved ankomst. Mindre mangelfuld rengøring noteres på el-sedlen. Et beløb for mangelfuld rengøring vil da blive opkrævet af forrige lejer.

Mangelfuld rengøring afregnes efter tid (timepris brutto kr. 230,00).

Man forpligtiger sig også som lejer til at sikre at flasker, glas, aviser, ugeblade og andre former for affald, som ikke indgår i dagrenovationen og som ikke må henlægges i dagrenovationen, fjernes fra lejemålet ved afrejse.

14. Overtrædelse af udlejningsbetingelserne

Grov eller gentagende overtrædelse af udlejningsbetingelserne vil foruden erstatningskrav medføre fortabelse af retten til senere leje af feriebolig.

15. Misligeholdelse af lejemål

Ved misligeholdelse af lejemål er lejer erstatningsansvarlig.

Sortering:Alfabetisk
  DownloadFeriekatalog December 2019
  DownloadPrisliste 2020
Del indhold